Dyrevælfærd og gode bøffer

Vores kvægbesætning består af 25 moderdyr med opdræt, i alt ca. 75 dyr. Alle vores tyrekalve studes, hvilket forlænger deres levetid inden slagtning samt forbedrer kødkvaliteten. Al oksekødet modnes langsomt, for at få et garanteret mørt og smagfuldt produkt. For 2 år siden begyndte vi, at krydse den gamle røde danske malkerace ind i den efterhånden noget blandede besætning, disse køer har et gemytligt sind og er rigtig gode til at udnytte grovfoderet.

Køerne på Nørregård fodres nemlig udelukkende på grovfoder; græs, hø eller ensilage alt efter årstiden. Dette gør vi, for at imødekomme drøvtyggernes behov for et strukturrigt foder og fordi vi mener, at en naturlig fodring giver den bedste kvalitet af både mælk, kød og gødning, samt udgør en mindre belastning for miljøet.

På en biodynamisk gård har køerne horn, og det stiller krav til staldforhold og dyrenes sociale egenskaber. Samtidig betyder det, at vi må være meget opmærksomme på, om dyrene trives i de rammer, vi giver dem. Der må naturligvis være mulighed for, at alle dyr i flokken kan leve sit "ko-væsen" ud, derfor går køerne sammen med en tyr, og kalvene hos deres mødre.

 

Nørregård Økologi, Nedermarken 8, 5560 Aarup, tlf 64431226 email: info@norregaarden.dk

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk